PÅ TOGT MED 
RAGNAR LODBROGS SØNNER

Søspejderne fra Holbæk, kendt som Ragnar Lodbrogs Sønner, er i disse dage på sommertogt i Isefjorden. Her ses fartøjerne for fulde sejl og årer på vej under broen ved Frederikssund. Inde i bladet er der mere om togtet i tekst og billeder skildret af to af vore medarbejdere, der har forsøgt sig som søspejdere for en dag.

En dag som søspejder på Isefjorden

Tekst: Winnie Lauritzen – Foto: J.U. Ellemo

I første omgang syntes vi, at det var en mægtig god idé at tage med søspejderne ud en dag, men efterhånden som den fastsatte dag nærmede sig, steg tvivlen om det geniale i ideen. Men vi kom da afsted. 

Torsdag morgen startede vi i strålende sol i bil fra Holbæk til Frederikssund, hvor vi skulle støde til Ragnar Lodbrogs Sønner, der var ude på sommertogt i Isefjorden. Vi var ved ganske godt mod, men da vi først fik øje på de fem spejderjoller i Frederikssund havn, var det sket med modet. Vi kikkede på hinanden og sagde: Jeg havde nu ikke troet, de var så små! 

Vi havde aller mest lyst til at trække os sikkert tilbage, men da var vi allerede blevet mødt af Holbæk-spejderne, og så var det jo for sent, hvis vi blot skulle bibeholde en smule af vor ære. Og så sagde spejderne endda til os, at vi var heldige det var disse joller, vi kom ud i. Havde det været piratjoller, var vi kommet til at hænge ud over siden hele vejen. Hvilke perspektiver!

For fulde sejl gennem fjorden

Det så nu ikke så slemt ud mere, efter at der først var kommet sejl på, og efter et par travle timer for spejderne (vi holdt os beskedent i baggrunden) med at få alt pakket ned, var der klar til afgang. Al nervøsitet forsvandt da vi først var kommet ombord, og vi blev helt stolte over at være med, da de fem skibe let og elegant duvende stævnede ud af havnen – virkelig et syn for højere væsener i det klare solskin med de hvide sejl mod den sommerblå himmel.

I sommertogtet deltager 14 søspejdere med to jungmænd og to førere, fordelt i fem både. Holbæk-søspejderne har jo som bekendt døbt deres trop Ragnar Lodbrogs Sønner, og som troppen har også de fem skibe på sommertogtet historiske navne. Førerbåden, som vi var kommet med i, bærer navnet ”Herta” og de øvrige både hedder ”Frida”, ”Thyra”, ”Thora” og ”Freia”, stolte navne til stolte både.

Søspejderne var ankommet til Frederikssund dagen før, og forinden havde de krydset en del rundt i Roskilde Fjord. Sommertogtet startede lørdag, hvor man var nået helt til Skuldelev, en strækning på 27 sømil (skulle andre være lige så uvidende som os, kan det oplyses, at en sømil er ca. 2 km). Om søndagen var man på udflugt til Peberrenden for at finde frem til det sted, Skuldelev-skibene i sin tid blev fundet. Det lykkedes, men først efter at være gået på grund et par gange.

Navigationssejlads i Roskilde fjord

Mandag holdt man navigationssejlads i Roskilde fjord, og der burde I have været med, siger førerne Jørgen Bach og Jesper Lund Henriksen.

-Roskilde fjord er en af de aller vanskeligste at navigere i, fordi man ikke kan vove sig bare en halv meter uden for renderne uden at gå på grund. Vi havde en båd ude om natten for at lægge poster ud, og det var bestemt ikke nogen let sag. Men løbet klaredes forbavsende godt. Opgaven var lagt an på, at drengene selv skulle klare sejladsen uden hjælp fra førerne. Målet var Gershøj, men skibene nåede ikke længere end til Østskov, da det blæste temmelig kraftigt, og drengene var selv så fornuftige, at de ikke ville sejle længere. Om aftenen fejrede vi veloverstået sejlads med en rigtig luksusmiddag. – Vi spiste stegt ål til den store guldmedalje.

Tirsdag lå vi ved Øst-skoven, og onsdag kom vi altså til Frederikssund. 

Fagudtryk og skibsføring

Og nu gik turen nordover med endestation i Rørvig.

Allerede ved udsejlingen af Frederikssund havn begyndte fagudtrykkene at svirre om os. Det lød svært, men vore to førere påstod, man kunne lære dem i løbet af et kvarter, hvis man prøvede energisk nok. Vi stillede os en del tvivlende, men ved endt sejlads og efter mange dumheder, begyndte det nu alligevel at hjælpe på vor maritime viden.

De første vanskeligheder opstod, da vi skulle sejle under broen ved Frederikssund. De to førere fik nok at gøre med at klare sejlene, og så måtte ubehælpsomme jeg overtage roret. Det er ikke nogen let sag at manøvrere et skib, når styrmanden konstant bytter rundt på styrbord og bagbord – hatten af for de to skippere, der klarede os sikkert og hurtigt igennem uden en skramme.

Frelst tilbage på de mere smalle tofter – jeg blev grinet ud da jeg benævnede dem bænke så det gør jeg aldrig mere – opstod næste problem. Vores skipper råber pludselig meget højt om at stramme fokken, og det var åbenbart mig, det gjaldt. – Men hvad i alverden er en fok? Jeg griber skyndsomst den nærmeste snor og strammer til. – Jeg var heldig denne gang – det var fokken. 

Et er et skib at føre ...

Vor fotograf havde fået et godt øje til forstavnen, hvor han både havde et ganske godt overblik rent fotografisk, men også en dejlig plads i solen, men da vore to skippere hørte, at han ikke kunne svømme, nægtede de ham på det bestemteste adgang og holdt bestandig en svømmevest i beredskab. – Ikke engang hans forsikringer om naturligt indbygget svømmevest omkring maven var nok. Det lykkedes ham dog alligevel i et ubevogtet øjeblik at bemægtige sig den solbeskinnede plet, og han slap da også gennem turen uden vandgang, men ikke uden at måtte stå for ganske mange vittigheder over den indbyggede svømmevest.

Ja, ja, til grin kan man jo altid blive – det måtte vor mand med apparatet sande, da vi på søkortet skulle se, hvilken vej vi skulle sejle. Han bemærkede så ganske rigtigt, at vi da ikke kunne sejle over land, men en bragende latter fra vore to søkyndige fik os meget hurtigt til at forstå, at det hvide på kortet absolut ikke var land, men det var dybere vand!

Frokost for 18 = 80 skiver rugbrød

Omkring middagstid var vi nået så langt som til Dyrnæshage, og her gik si i land for at spise frokost – og så var det vores tur til at le. Drengene slæbte i land det ene rugbrød efter det andet, og da det alt var kommet på det tørre, gik de i gang med tilberedningen. Jeg har aldrig vidst, en brødmaskine kunne bruges til så meget. Efter først at have fået rugbrødene ud i 80 skiver i tykkelse, der ville være en hest værdig, gik man i gang med at skære tomater, agurk og spegepølse på samme maskine. Agtertofterne blev brugt først som spækbræt, siden som serveringsfade, og det var et syn for guder at se drengene bevæbnet med spejderknive smøre leverpostej og syltetøj på maden.

De 80 skiver forsvandt som dug for solen, men sømandslivet giver også appetit. Havde drengene fået serveret samme anretning derhjemme, havde de nu nok rynket lidt på næsen, men spejdermad har jo sin egen charme.

En af spejderne reddede sig for øvrigt en vandgang inden frokosten. Det er en yndet sport at lægge papir på førernes mad og så smøre syltetøj over. Det er sikkert også ganske morsomt at se førerne sidde og kæmpe med papiret, men denne gang blev det desværre opdaget i tide, og så var det en vandgang til gerningsmanden, der dog nåede selv at springe i, inden han blev smidt ud.

Ville først, men kom i stedet sidst

Det er noget af en prestigesag blandt søspejdere at kunne sejle hurtigst, og da vi skulle lægge ud igen efter frokost, havde ”Thora” gevaldig travlt med at komme afsted før førerskibet ”Herta”. 

Førerne grinede smørret og sagde: Lad dem bare sejle, og vi forstod hurtigt det smørrede grin. ”Thora” kendte nemlig ikke nok til de vanskelige grundforhold i Roskilde fjord, og i løbet af kort tid stod hun godt og sikkert på grunden. Så måtte mandskabet udenbords til krabberne for at få hende flot igen, og inden det var lykkedes, var de sejlet et godt stykke agterud af de andre. 
Førernes kommentar: De lærer meget bedre af at få lov at løbe på grund, fremfor at vi hele tiden advarer dem, og der sker jo ikke noget ved det.

Vejret var fortsat helt vidunderligt med høj himmel og strålende solskin, skønt knap så godt sejlmæssigt, da der var alt for lidt vind. Men vi nød tilværelsen ombord med et pragtfuldt landskab omkring os og først og fremmest stilheden. Dette var sandelig noget andet end en travl redaktion med kimende telefoner og man var lige ved ønske sig tilbage til 12-års alderen, så men kunne komme med som søspejder og hver søndag drage ud på fjorden og nyde livet.

-Ja, kan man nu forstå, at vi døjer med at skaffe spejdere nok, svarer Jørgen og Jesper på vore betragtninger.

-Man skulle ellers tro, det ville være opfyldelsen af alle raske drenges drøm at komme ud at sejle alene på fjorden, siger tropsfører Jørgen Bach, men alligevel har vi nu kun 16 spejdere, fem jungmænd og tre førere, og det er jo ikke overvældende. Vi har stor konkurrende fra boldspil og lignende, mange forældre vil hellere sende deres sønner ud at spille bold end ud at sejle, men det er bestemt ikke farligt at komme på søen. En søspejderleder sagde engang, at han hellere ville sende sin søn ud i en båd end ud på landevejen. Og det er vist ikke helt ved siden af. Søspejderne har nu eksisteret i 54 år, og i den tid er der endnu aldrig nogen, der er druknet.

Vil gerne have pigespejderne med

-Men der er også visse krav, der skal opfyldes, inden man sender drengene ud at sejle, fortsætter Jørgen Bach. De skal være fyldt 11½ år og desuden have bestået lille svømmeprøve. Alle både er forsynet med svømmeveste af det eneste mærke, der nogensinde er godkendt af Statens Skibstilsyn. Desuden er bådene sikret ved, at man altid har anker og årer ombord.

Båden, vi sejler i, er en Ålborg-jolle. Det er en forh. søspejderfører, skibsingeniør Utzen, der fandt frem til modellen, og det er noget af det mest sikre, der findes inden for joller, den kan simpelthen ikke synke, og så er der oven i købet god plads. Vi kan være seks mand i hver båd med fuld bagage.

Med den bådkapacitet, vi har nu, kan vi tage ca. 30 spejdere, og skulle der komme flere, kan vi sagtens skaffe flere både, så det er ikke noget problem.

-Men for pigespejderne er der ikke nogen mulighed for at komme til søs?

-Ikke endnu. Flere steder i landet har man lavet troppe med piger, og man har da også snakket om det adskillige gange her i Holbæk, uden at det fog er blevet til noget. Det er faktisk førerne, der hindrer det, fordi de finder det himmelråbende umoralsk at sende piger og drenge ud sammen, og med den indstilling skal det jo gå galt.

-Men skulle det vise sig, at der bliver tilstrækkelig tilslutning til at starte en pigetrop her i byen, vil vi gerne stille båd til rådighed for dem slutter Jørgen Bach.

I land en stor oplevelse rigere

Turen fra Frederikssund til Rørvig er på ca. otte sømil, og vi havde regnet med at være fremme midt på eftermiddagen, men den ringe vind førte os kun langsomt frem, og vi var ikke i Rørvig før ved syvtiden om aftenen. Vi har godt trætte, da vi atter kunne sætte foden på fast jord, men tillige en stor oplevelse rigere. – Tænk som søspejderne at kunne tilbringe en hel sommerferie på fjorden!

WL